Forskellen på glasfilt og glasvæv
Glasvæv er lavet på vævet, tynde kædetråde krydset med glasfibertråde. Det giver en meget glat, flad og ensartet overflade. Glasvæv beskytter desuden væggen mod revner og andre skader.
Glasfilt derimod er ikke vævet. Filten har en komplet glat struktur og er derfor endnu mere ensartet end glasvæv. Filt beskytter, men ikke på det samme niveau som glasvæv.
Skab en god base, før du opsætter filt eller væv
Hvis du vil have et godt resultat, er du nødt til at starte med en god base. Det vil sige, du skal sørge for, at din væg er ren, flad og klar. Væggen skal være helt fri for eventuelle tapetrester.
Har du malet din væg, skal du sørge for at vaske den, inden du putter vævklæber på. Ellers vil vævet eller filten ikke hænge ved. Til det kan du bruge grundrens.
Brug grunder, hvis du har en porøs væg
Hvis din væg er lavet af et porøst materiale, som suger meget, skal du behandle væggen med forankringsgrunder inden opsætning. Det kan eksempelvis være vægge af gips, gasbeton eller puds.
Hvis ikke du har givet væggen grunder, vil væggen meget hurtigt suge væsken ud af den vævklæber, du har sat vævet eller filten op med – og så vil det ikke sidde særlig godt fast.
Vær forsigtig og grundig under opsætningen
Når du så skal i gang med at opsætte filt eller væv, skal du være omhyggelig. Når du bruger vævklæber, er det en god idé kun at smøre på til et par baner ad gangen. Så er du sikker på, at klæberen ikke tørrer for meget ud, inden du får sat alle baner op.
Hvis du bruger glasvæv, skal du sørge for, at banerne støder sammen uden overlap. Hvis du bruger glasfilt, skal banerne overlappe med fire-fem centimeter, som du senere skærer væk. Det er her, det virkelig kan betale sig at gøre sig umage.
Har du brug for hjælp til opsætning af filt eller væv?
Hvis du ikke føler dig helt klar til opgaven, eller hvis du er i tvivl om, hvorvidt du kan udføre opgaven ordentligt, kan du altid hente hjælp fra en professionel.
En kompetent maler vil nemt og hurtigt kunne hjælpe dig, så du er sikker på, du får et resultat, du bliver glad for.