Hvad er facaderenovering?
Facade og tag er de dele af din bolig, der bliver eksponeret for mest slid gennem tiden. Det danske klima byder på hyppig regn og blæst, og det kan gå hårdt ud over både tagkonstruktion og husfacade.
Derfor er det essentielt, at din facade er modstandsdygtig over for ydre påvirkninger. Du kan dog aldrig helt undgå, at facaden med tiden bliver mere slidt at se på.
Det er ofte grunden til, at man får lavet en facaderenovering – det æstetiske aspekt. Det er dog lige så vigtigt i forhold til at forlænge din boligs levetid. En renovering af facaden er en dyrere udskrivning, men det er som regel en god investering at gøre sig, når det kommer til holdbarheden af dit hus og en optimal isolering.
Sådan foregår en typisk facaderenovering
Er du i tvivl om, hvad facaderenovering præcist går ud på? Der findes mange typer af facadematerialer (mursten, træbeklædning, fibercement), men herunder gennemgår vi en facaderenovering af et klassisk hus bygget i mursten med en pudset facade.
Facaden sandblæses
Det første skridt i facaderenoveringen handler om at få renset overfladen i dybden. Det gør man ved at sandblæse facaden for at fjerne eventuelle alger og gammelt maling og puds. Har du et hus i fibercement, sliber man overfladen i stedet for at sandblæse, da det er mere skånsomt.
Mursten og fuger repareres
Når overfladen er sandblæst og renset, bliver murværket gået igennem for skader i mursten og fuger. Revner i fugerne kan have store konsekvenser for hele konstruktionen, og derfor er det vigtigt at opdage i tide. I nogle tilfælde kan fugerne renses, men er de meget nedslidte, kan en total udskiftning af fugerne være nødvendig.
Tilvælg en hulmursisolering
Har du et ældre hus, er det ikke ualmindeligt, at der ikke er isoleret mellem ydervæggene, dvs. i hulrummet mellem bag- og formur. Derfor er det en mulighed at vælge en hulmursisolering i kombination med en facaderenovering, som har en positiv effekt på din varmeregning.
Facaden pudses op
For at sikre et jævnt resultat bliver facaden pudset op. Det er også en mulighed at filte eller vandskure facaden.
Facaden males eller kalkes
Nu kan du få lov til at udfolde din egen personlige stil. Det sidste skridt er nemlig at vælge det sidste touch til din facade. Du kan både vælge at kalke eller male overfladen i den farve, du ønsker. Bruger du filtsning, kan du vælge en farvet mørtel frem for at male.
Fordele ved en facaderenovering
Som nævnt handler facaderenovering ikke kun om at puste nyt liv i facaden. Det har også en stor effekt på tilstanden af din bolig. Vi kommer her med tre argumenter til, hvorfor facaderenovering er en god idé.
Dit hus stiger i værdi
Når du renoverer facaden, kommer boligen til at fremstå næsten som ny. Det giver en ejendomsværdistigning, som placerer dit hus mere fordelagtigt på boligmarkedet, skulle du en dag vælge at sætte det til salg.
Du får en lavere varmeregning
Vælger du at få repareret dine fuger eller efterisoleret dit hus ved en facaderenovering, vil det give et positivt udslag på din varmeregning. Med en god isolering siver varmen ikke ud, og du mindsker samtidig CO2-udslippet fra dit hjem. Derudover bidrager efterisolering også til en ejendomsværdistigning, fordi ejendommen får en bedre energimærkning.
Du forlænger husets levetid
Når du får repareret fuger og mursten, gør du huset mere robust – og forlænger dermed levetiden. Hvis fugerne er nedslidte, har det en negativ effekt på murværket, og det kan resultere i både fugtskader og frostsprængninger.
Sådan vedligeholder du facader i puds, kalk og træ
Det er forskelligt, hvilken type materiale husfacader er lavet af – og det kan have betydning for, hvordan reparationsprocessen skal foregå.
De mest gængse materialer er:
- Mursten
- Puds
- Kalkning
- Træbeklædning
- Fibercement
- Gasbeton
Vi gennemgår de tre første løsninger her, og hvordan du bedst vedligeholder dem.
Pudset murstensfacade
Vil du have et jævnt og stringent udtryk, er en pudset facade et oplagt valg. Puds er en mørtelmasse bestående af vand, sand og kalk, som bliver smurt på husets facade – og det er typisk murstenshuse, som bliver pudset op.
En pudset facade er en god løsning, når du gerne vil renovere en slidt facade og give nyt liv til et ældre hus.
Hvilke fordele er der ved pudsning af facaden?
- Det frisker dit hus op.
- Det er en god måde at reparere mindre skader på i murværket.
- Det giver mulighed for at male huset på ny.
- Det fjerner risikoen for murbier.
Vedligehold af pudset facade
Når det kommer til vedligehold af en pudset facade, bør du overfladebehandle cirka hvert 5. til 10. år. Derudover er det vigtigt, at du jævnligt gennemgår facaden, så du kan sætte ind med en mindre reparation – og dermed undgå en større renovering.
Kig efter om pudsen revner, skaller af eller har huller. Det kan være tegn på, at pudsen ikke er i en god forfatning. Afskallet puds er ikke kun et æstetisk problem - det kan også forårsage fugtskader, råd, svamp og frostsprængninger.
Det er muligt selv at pudse din facade op, men vil du være sikker på et ensartet resultat, bør du tage kontakt til en murer i dit lokalområde.
Kalket facade
Kalkning af huset kan være en god løsning, hvis du gerne vil friske facaden på din bolig op. Plastmaling er i mange tilfælde den foretrukne løsning, men faktisk er kalkning både billigere og mere langtidsholdbart – hvis du altså gør det rigtigt.
Hvad er der af fordele ved kalkning af huset?
- Kalkning har en god påvirkning på indeklimaet i din bolig.
- Det er en meget holdbar løsning, der kan vare i mange år.
- Det er billigere end at købe plastmaling.
- Kalkning modvirker gener som frostskader og afskalninger.
- Det er nemt at vedligeholde din facade, når den er kalket.
Vedligehold af kalket facade
Har dit hus været kalket op før, kan det gøres forholdsvis nemt igen, når facaden trænger til en overhaling.
Først fejer du overfladen med en stiv børste for at fjerne kalk, der sidder løst. Derefter skal overfladen fugtes med en vandforstøver, da man kalker “vådt i vådt”. Du kan med fordel kalke med hvid kalk først og derefter med den ønskede farve i to lag. Til sidst sprøjter du kalkvand på overfladen.
Som med en pudset facade kan det give mening at få hjælp til processen fra en fagmand. Så er du sikker på et flot resultat.
Træbeklædning
Træbeklædning ses oftest ved sommerhuse, men bliver også anvendt til helårshuse. Det er en vedligeholdelseskrævende facade, men du får til gengæld et naturmateriale, der patinerer smukt over årene.
Fordele ved træbeklædning:
- Det er nemt at arbejde med.
- Det kan males i alle farver.
- Det har en god isoleringsevne.
- Det har en lang levetid med den rette vedligeholdelsesmetode.
Vedligehold af træbeklædning
Har du træbeklædning, kan du kigge efter afskallet maling, revnede brædder eller skimmel. Det er tegn på, at facaden trænger til en kærlig hånd. For at undgå de situationer bør du give beklædningen træbeskyttelse, maling eller imprægnering hvert 3.-6. år.
Er brædderne blot slidte – og ikke rådne – kan du reparere ved at sætte nye brædder ovenpå de eksisterende. Er der skimmel, er du nødsaget til at skifte hele træbeklædningen ud. Har du ikke selv ekspertisen, så få hjælp fra en tømrer med erfaring inden for facaderenovering.
Du kaster dig ud i et større projekt, hvis du selv vil male din facade
Kan du godt lide at male, og kaster du dig gerne over diverse maleprojekter som at give havemøblerne eller træværket en tur? Er du vant til at male, kan du godt selv give din facade en omgang med malerpenslen.
Du skal bare være opmærksom på, at det er et større projekt at gå i gang med, og at det på ingen måde kan sammenlignes med at male et stakit eller et skur. Når du skal male din facade, vil vi til hver en tid anbefale, at du tager en snak med en fagmand, inden du går i gang. Her kan du få råd og vejledning, så du gør dig de nødvendige overvejelser, inden du går i gang.
Du bør overveje ting som:
- Hvordan er underlaget? Er det klar til at blive malet på?
- Hvordan forestiller du dig, det skal komme til at se ud?
- Hvordan er placeringen af dit hus?
Du må ikke lade revner i muren stå til
Revner i husmuren forekommer mange steder, og det er helt afgørende, at du holder et vågent øje med den slags. Det danske klima kan være hårdt for dit murværk, og derfor vil der uundgåeligt opstå revner fra tid til anden.
Opdager du en revne i dit murværk på huset, må du ikke bare lade det stå til. Så er det vigtigt, at du holder øje med, at revnen ikke udvikler sig og bliver større. Det kan i værste fald føre til slemme fugtskader på din bolig.
Kontakt gerne en fagmand for at få hans vurdering, og ellers er det altid en god ide at tage et billede af revnen, når du opdager den. Så kan du nemmere vurdere over tid, om revnen udvikler sig, eller om der ikke er sket mere.
Hvad koster en facaderenovering?
Det er ikke muligt at komme med en eksakt pris på facaderenovering, da det afhænger af, hvor stor renoveringen er, og hvilket materiale din bolig er bygget i.
I nogle tilfælde er det nok med en reparation af fuger, mens det i andre er nødvendigt med både pudsning, maling og efterisolering. Derfor kan prisen svinge fra 10.000 og helt op til 500.000 kroner.
Kontakt din lokale facadekspert
Uanset omfanget af facaderenoveringen er det en opgave, der kræver erfaring og håndværkersnilde. Derfor kan det være en god idé at få hjælp fra en professionel, der kender alt til de forskellige materialer, og hvordan man renoverer præcis din facade.
På den måde er du garanteret en facade, der både pryder din bolig, har en lang levetid og isolerer på den mest optimale måde.