Et svømmende gulv er ikke limet eller sømmet
Konstruktionen er det, der afgører, om et gulv er svømmende. Et svømmende gulv er et gulv, der er lagt direkte på underlaget uden lim, skruer eller andre former for fiksering.
Regner man med at ville lægge et svømmende gulv på eksempelvis et betongulv, så er det nødvendigt at lægge et underlag (typisk en træplade) under den øvre gulvbelægning for at sikre stabilitet og et pænt resultat.
At lægge et svømmende trægulv er typisk løsningen, som mange gør-det-selv-boligejere vælger, da opgaven virker simplere og hurtigere end andre gulvløsninger.
Kan man lægge et svømmende gulv på strøer?
Når man vil lægge et svømmende gulv på strøer, så er det nødvendigt med et stabilt underlag under gulvbelægning - man vil nemlig typisk ikke kunne lægge svømmende gulvbelægning direkte på strøerne.
Der er her tale om en ikke-bærende gulvbelægning, i modsætningen til bærende gulvbelægninger, hvor plankerne, brædderne eller stavene er lagt direkte oven på strøerne og fastgjort med søm eller lim.
Hvilken type gulvbelægning kan man anvende til et svømmende gulv?
Realiseringen af drømmen om et nyt gulv handler ikke kun op selve udførelsen af opgaven, men også om at træffe de rette valg. Er beboerne i huset eksempelvis en børnefamilie, så kan det være en god idé at vælge en gulvbelægning, der kan slibes i tilfælde af skader.
At vælge den rette gulvbelægning handler om at tage højde for hverdagen og den generelle anvendelse af hjemmet samtidig med at vælge et gulv, der er smukt og nemt at lægge. Svømmende gulvbelægning er typisk en af følgende gulvtyper:
- Lamelplank - dette ligner et klassisk plankegulv med lange, lige gulvplanker i træ.
- Lamelparket - her består gulvet af mindre stave, eksempelvis i sildebensmønster.
- Laminatgulv - dette er et billigt gulv af større gulvplader med en tynd belægning (kan ikke slibes).
Overvej at få professionel hjælp til opgaven
Selvom svømmende gulve kan lægges af en gør-det-selv-person, så er det værd at overveje at få hjælp til opgaven.
Dit nye gulvs udseende og holdbarhed afhænger nemlig af, at underlaget er lavet korrekt, samt af at gulvet er lagt, så det ikke skrider fra hinanden igen, får fugtskader og meget andet.
Typiske problemer, der opstår i forbindelse med hjemmegjorte, svømmende trægulve, er knirkende gulve, ujævnheder og fugtskader på grund af mangelfuld fugtspærre under gulvet.