Nyt bryggers
Et bryggers er et separat rum i din bolig, hvor du typisk har installeret dine hårde hvidevarer, eksempelvis vaskemaskine og tørretumbler. Der er ofte også afløb og vask, og i mange tilfælde fungerer dit bryggers også som entré. Undersøgelser viser, at langt de fleste husejere bruger deres bryggers som den egentlige adgang til boligen i hverdagen.
Rummet er typisk ikke så stort, men fordi det også fungerer som entré, ønsker mange alligevel, at der er plads til overtøj, sportstasker, vasketøjskurv, skostativ og meget mere.
Et bryggers er et funktionsrum
Et bryggers er i bund og grund et funktions- eller arbejdsrum, og dette skal man tage højde for, når man bygger nyt bryggers. Det er vigtigt at tænke på den praktiske brug af rummet i lige så høj grad som på udseendet. Et bryggers anvendes typisk som:
- Vaskerum med bordplads, hvor man kan folde og sortere vasketøj, samt en håndvask hvor man kan håndvaske og skylle vasketøj.
- Grovkøkken med bordplads og vask, hvor man eksempelvis skyller grøntsager fra haven for at undgå jord i køkkenet.
- Garderobe/entre med knager og skostativ/-opbevaring.
- Opbevaringsrum med skabsplads til opbevaring af rengøringsartikler og elapparater som støvsuger og lignende.
Et godt bryggers åbner op for brugsmuligheder, skaber orden og samler det, der ellers potentielt vil rode (eksempelvis vasketøj), på et mere afsides sted.
Indretning af bryggerset
Da et bryggers skal opfylde så mange funktioner, er der mange, der har problemer med indretningen af deres bryggers. God indretning sparer plads, dårlig indretning spilder plads, og i et bryggers har man brug for plads og orden.
Hvordan indretter man så sit bryggers på en god måde? Indretning af et bryggers begynder med planlægning. Skriv gerne en liste over dine behov og ønsker. Notér, hvad du gerne vil have plads til, eksempelvis fryser, vaskemaskine, sko, vintertøj osv. Notér også, hvad du gerne vil skjule, for eksempel målerskabe og eltavler .
Med alt dette i tankerne begynder du at undersøge/tænke over, hvordan du bedst udnytter den plads, du har. Lav gerne en tegning eller en lille model af rummet og prøv forskellige løsninger af .
Har du svært ved at finde en løsning på dit pladsproblem, kan du få en hel del gavn af at tale med en arkitekt. En arkitekt er trænet i at tænke i innovative løsninger og vil uden tvivl kunne løse dine pladsproblemer for dig. Du kan nemt og hurtigt beregne en vejledende pris på din arkitektopgave her:
Før du bygger nyt bryggers
Her er nogle gode råd til, hvilke overvejelser du kan gøre dig, før du bygger et nyt bryggers:
- Overvej, hvilke funktioner dit nye bryggers skal opfylde.
- Overvej, hvordan du optimerer dit pladsbrug.
- Tag højde for, hvordan hverdagen fungerer i din husholdning, hvor mange personer I er, og hvad hver enkelt person vil få brug for i et bryggers (eksempelvis siddeplads til børn, når de skal tage sko og støvler af og på).
- Søg med fordel råd hos en arkitekt, før du bygger.
- Tal med banken om dine muligheder, hvis der er tale om et større projekt, og beregn med fordel en vejledende pris på opgaverne du ikke vil udføre selv.
- Vælg skabe, reoler, bordplade og lignende med tanke på resten af boligen. Det er altid bedst, når der er harmoni i det overordnede udseende.