Hvorfor opstår der revner i dit hus?
Revner kan komme af mange forskellige årsager. Sommetider er de helt ubetydelige, andre gange er de starten på et mere alvorligt problem.
Vind og kraftigt vejr kan have en stor påvirkning
Der kan komme revner i dit hus, hvis kraftig vind påvirker huset med tryk. Især huse, som ikke har læ fra andre bygninger, er udsatte.
Revner, der er opstået på grund af vind, opstår typisk kun, fordi der i forvejen er fejl i konstruktionen af huset.
Udtørring efter eksempelvis etablering af nye gulve
Nogle helt bestemte materialer kan finde på at krympe, imens de tørrer. Det kan eksempelvis være trægulve eller støbte gulve.
Begynder gulvet at svinde, kan gulvet slippe fodpanelet, hvilket kan resultere i en vandret revne nede ved gulvet.
Dårligt håndværk eller fejl i konstruktionen af dit hus
Revner i gulve og lofter er ofte på grund af underdimensionering eller fejlkonstruktion. I de fleste tilfælde vil underdimensionering eller fejlkonstruktion resultere i revner på længere sigt – i værste fald kan hele eller dele af dit hus kollapse.
Hvis du har fået udført håndværksarbejdet, der ikke har været i orden, kan det også betyde revner.
For meget fugt, som udvider eller sammentrækker dit hus
Hvis du har problemer med fugt, kan det hobe sig op og få gulve og vægge til at udvide sig. Gør de det, kan revner og sprækker komme til syne i dit murværk.
Store temperaturforskelle i din bolig
Det danske vejr skifter meget i løbet af året, hvilket kan få materialer og dele af dit hus til enten at udvide eller trække sig sammen.
En udvidelse eller sammentrækning kan resultere i sprækker og revner.
Gennemtjek dit hus for revner én gang årligt
Vi anbefaler, at du tjekker dit hus for revner en gang om året. Her skal du både kigge grundigt indenfor og udenfor.
Hvor skal du kigge udvendigt på dit hus?
- Ved vinduer og døre
- Ved fuger mellem vinduer og muren
- I gavlen
- Omkring hjørnerne på huset
- I murværket
- Ved soklen
Her skal du kigge indvendigt i dit hus:
- I flisegulve
- I vægge
- Mellem vægge og lofter
- Mellem vægge og gulve
Finder du revner et sted, kan det være en god idé at tage billeder, hvor målene fremgår. På den måde kan du løbende holde øje med, om revnen bliver større eller forbliver uændret. Begynder revnen at vokse, bør du kontakte nogle professionelle for hjælp, inden skaden bliver for stor.