Der findes mange slags fliser og klinker
Udvalget af fliser og klinker er stort og varieret. Du kan både finde fliser og klinker i beton, natursten, vinyl, metal, træ og meget mere.
De mest almindelige fliser og klinker til badeværelser er:
- Keramiske fliser
- Fliser af natursten
- Fliser af glas, beton eller stål
- Mosaiksten
Nedenfor fortæller vi lidt om egenskaberne ved de mest populære valg af fliser og klinker.
Keramiske fliser er det mest almindelige valg
Keramiske fliser er lavet af slidstærkt ler. Det er fliser og klinker, der er svære at skade eller ridse, og så er de nemme at gøre rene. Keramiske fliser kommer både med let glaserede overflader, ligesom de også kan fås som mere ru fliser.
Du kan få keramiske fliser i mange forskellige farver og mønstre, eller du kan få keramiske fliser, der har udseende som andre slags fliser – eksempelvis naturstensfliser.
Fliser af natursten laves på forskellige sten
Fliser af natursten er lavet af eksempelvis skifer, granit, kalksten eller marmor. De er ikke helt vandtætte, da de helt naturligt er porøse. Vil du derfor have fliser af natursten på dit badeværelse, skal du have natursten, der er behandlet med voks, så de er vandfaste – eller du kan give dig i kast med selv at vokse dem.
Fliser af natursten er noget mere besværlige at rengøre, da de kræver vedligeholdelse for at bevare deres udseende, mens de samtidig ikke kan tåle skrappe rengøringsmidler.
Fliser af glas, beton eller stål er væsentligt dyrere og anderledes
Fliser af glas, beton eller stål er ikke det mest gængse valg, da de oftest laves på en specialordre. Går du efter et helt specielt look på dit badeværelse, kan det her være løsningen, men du skal være parat til at give en god sjat penge til producenten af fliserne.
Mosaiksten er også meget populære
Slutteligt er der mosaikstenene, som i mange år har været populære i de danske hjem. De fås i mange forskellige materialer, og de kommer også i et væld af mønstre og farver.
Med mosaiksten er der mange muligheder for at lave glidende overgange eller mønstre med mosaikker i flere farver.
Farve- og størrelsesvalg: Hvad skal du tænke over?
Både farven og størrelsen på dine badeværelsesfliser er afgørende, når du får lavet et nyt badeværelse.
Brug hverken for store eller for små fliser
Størrelsesmæssigt skal du kigge på, hvor stort rummet er. Er det helt kvadratisk, eller er der mange kroge og vinkler, du skal tage højde for? En tommelfingerregel lyder på, at du skal bruge store fliser til store rum og små fliser til små rum.
Pas på vilde farver
Farvemæssigt bør du overveje, om du skal gå den sikre vej med neutrale nuancer, eller om du hellere vil give den gas med mere kulør. Farver kan hurtigt komme til at virke umoderne og vilde – og det samme gælder for mønstrede fliser. Derfor vælger de fleste et mørkt eller lyst gulv til deres badeværelse.
Mørke gulve lukker af, mens lyse gulve åbner mere op. Varme farver er mere hyggelige, og kølige farver er mere luftige. Alt efter størrelsen på dit badeværelse gør du derfor klogt i at overveje farverne og nuancerne nøje.
Du har mange muligheder, når fliserne skal lægges
Vælger du fliser i flere farver, kan de lægges på mange forskellige måder. Du kan holde dig til den traditionelle, parallelle eller lige tilgang.
Men fliser kan også lægges diagonalt, forbandt, i skakternet mønster eller noget helt fjerde. Det er helt op til din fantasi.
Hvor mange fliser skal du bruge?
Helt generelt kan det være svært at sige, hvor mange fliser du skal bruge. Det afhænger både af, hvor store fliser, du vil have, og hvor stort et areal, der er tale om.
Overvej altid at købe ti procent flere fliser, end du tror, du skal bruge.
Tænk over, hvor ofte du vil gøre rent
Det er altid nemmere at rengøre lyse fliser, end det er tilfældet med mørke fliser. Det er fordi, det er nemmere at se snavs og skidt på mørke fliser. Der kan også være noget med vand og kalk på et mørkt flisegulv. Des tydeligere det er, des oftere vil du føle, at du skal gøre rent.