Ly til bilen eller meget mere?
En carport er en åben eller delvis åben bygning, hvor bilen eller bilerne kan stå i læ for sne og regn. Carporten kan stå frit eller være bygget sammen med huset. Den kan også være bygget sammen med fx et skur til brænde, cykler eller haveredskaber. Carporte kan have én eller flere fuldmurede vægge, vægge med bræddebeklædning eller en lettere og mere åben beklædning. Den kan også være en helt let og åben konstruktion uden vægge, hvor taget bare hviler på fire stolper. Ofte er en carport placeret ved husets forside og ud til vejen. Den er dermed et meget synligt element og måske det første, man ser, når man kommer til dit hus. Derfor er det vigtigt, at du tager højde for husets og andre bygningers stil, når du vælger din carport.
Love og regler om carporte
Inden du læser om byggetilladelser og placeringer af carporte, skal du huske, at der kan være særlige regler i lokalplanen og eventuelle servitutter for din adresse. Det gælder også de bygninger, der måske ikke skal anmeldes til kommunen. Så få altid tjekket op på lokalplanen og eventuelle servitutter inden byggeriet påbegyndes. Er du i tvivl, så tal med din håndværker. Han er vant til at skulle forholde sig til regler og bestemmelser.
Kort om regler for mindre bygninger
Der er lidt forskellige regler alt efter, hvilken slags bebyggelse du bor i, og om carporten integreres i huset eller ej. Lige nu gælder følgende: Du skal have byggetilladelse, hvis:
- det samlede areal for carporte, garager, udhuse og lignende overstiger 50 m².
- carporten skal sammenbygges med dit hus.
Du skal anmelde byggeriet til kommunen, hvis:
- det samlede areal for carporte, garager, udhuse og lignende er over 35 m² og maks. 50 m². Hvis du bor i klynge- eller rækkehus, gælder det, når byggeriet er over 20 m² og maks. 50 m².
Du skal ikke have byggetilladelse eller anmelde, hvis:
- det samlede areal for carporte, garager, udhuse og lignende er maks. 35 m² (maks. 20 m², hvis du bor i klynge- eller rækkehus).
Husk også:
- At overholde bebyggelsesprocenten på din grund – uanset størrelsen på din carport. Du kan eventuelt søge om dispensation.
- Du skal have tilladelse fra kommunen eller indsende anmeldelse, inden du går i gang.
- Du har pligt til at oplyse byggeriet til BBR.
Hvor må carporten placeres?
For carporte gælder det, at de gerne må stå tættere på skel end de ellers tilladte 2,5 meter. Der er dog nogle betingelser, som du skal overholde:
- Den side, der vender ind mod skel, må ikke være længere end 12 meter, og der må ikke være vinduer, døre eller andre åbninger.
- Din carport må ikke være højere end 2,5 meter, hvis den står tættere på end 2,5 meter fra skel. Højden gælder for ydervægge og tag inkl. brandkam. Den del af carporten, der står mere end 2,5 meter fra skel, må gerne være højere. Men ikke højere end afstanden fra skel x 1,4.
- Du skal sørge for, at tagrender og tagvand holdes inde på din grund.
- Hvis din carport både står mindre end 2,5 meter fra skel, og den samtidig er bygget sammen med dit hus eller står mindre end 1 meter fra dit hus, skal carporten brandsikres.
Hvad er lokalplaner og servitutter?
En lokalplan er din kommunes regler for et bestemt område. Planen kan i visse tilfælde indeholde bestemmelser om, hvilken typer af bygninger man må opføre på sin grund. Hvis din ejendom fx er fredet, kan der være en særlig tinglyst servitut. I denne kan der være begrænsninger for, hvad du må på din grund. Kontakt din kommune eller tjek deres hjemmeside, hvis du er i tvivl om lokalplaner og servitutter.
Husk også at kontakte dit forsikringsselskab
Uanset hvilken form for carport, du vælger, skal dit forsikringsselskab have besked.
Fra byggemarked til arkitekttegnet
Der findes i dag mange typer carporte, og de helt simple kan købes i ethvert byggemarked. En simpel trækonstruktion kan udgøre et udmærket skelet, hvis du vil sætte dit eget præg på carporten. Du kan vælge at male det, så den matcher træværket på dit hus eller på øvrige bygninger på grunden. Du kan også tilføje en sidebeklædning. Det kunne være en let gitterkonstruktion, hvor der kan plantes klatreplanter eller andet grønt opad. Går du efter noget mere eksklusivt, findes der producenter, der både tegner, leverer materialer, og som kan stå for selv byggeriet. Her vil du i nogen grad selv kunne have indflydelse på designet ud fra de grundelementer, som producenten arbejder med. Vi har samlet nogle af producenterne her. Er du i tvivl om, hvordan carporten bedst kommer til at passe med dit hus og de øvrige bygninger på grunden, kan du kontakte en arkitekt. En arkitekt har et godt blik for placering, materialer og udformning – og kan hjælpe dig med at sikre, at alle regler og love bliver overholdt.